Formandens Hjørne

v/ URS formand, Direktør Leif Friis Jørgensen, Naturmælk, mobil: 29 25 06 10

Sønderjysk vækst og jobskabelse med øget samarbejde

Af formandskabet i UdviklingsRåd Sønderjylland (URS), Direktør Leif Friis Jørgensen, Naturmælk og Borgmester H.P. Geil, Haderslev Kommune.

I UdviklingsRåd Sønderjylland (URS) styrker vi samarbejdet om at gøre landsdelen til et endnu bedre sted at bo, arbejde og uddanne sig.

Sønderjylland er produktions- og serviceland med mange store og globalt orienterede industri-, produktions og handelsvirksomheder, der bidrager til landsdelens og Danmarks økonomiske vækst. Derudover er der i landsdelen erhvervsstyrkepositioner indenfor energiteknologi/automatisering, fødevarer og logistik. Vi vil styrke derfor de videregående uddannelser i landsdelen og gør dem endnu mere unikke, så de sønderjyske erhvervsstyrkepositioner også i de kommende år kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

Sønderjylland er ”Porten til Europa” og et betydeligt knudepunkt for den gods- og persontransport ind og ud af landet, der dagligt er med til at berige Danmark. Vil vil styrke infrastrukturforbindelserne mellem Danmark og Tyskland, der fremtidssikrer fremkommeligheden i Jyllands Korridoren. På jernbaneområdet med en dansk-tysk jernbanestation i den grænsenære region, der kan indgå i en kommende hurtig togs forbindelse Århus-Hamborg. Og på vejområdet med en sammenhængende og robust parallel vejstruktur fra nord til syd langs vestkysten og på tværs af Danmark og Tyskland.

Sønderjylland er mulighedernes land der også fremadrettet leverer produkter, serviceydelser og menneskelige ressourcer til den fælles udvikling i Danmark. Og der er masser af gode ideer til ny vækst og jobskabelse i netop denne landsdel.