Opdateret: Sønderjysk erhvervsliv presser på for elafgiftsændring

Det skal være nemmere at udnytte spildvarmen fra de kommende datacentre, herunder det største og senest tilkomne – Apples datacenter udenfor Aabenraa. Derfor presser Udviklingsråd Sønderjylland (URS) nu på for at få folketingspolitikerne til at kigge på afgifterne på området.

Mandag, 13. november 2017

UPDATE 15. NOVEMBER 2017: URS byder ny erhvervspakke vekommen, og glæder os over at elvarmeafgiften nu bliver sænket over flere omgange.

Borgmester i Aabenraa, Thomas Andresen og formand for Udviklingsråd Sønderjylland, Leif Jørgensen. Fotograferet på grund hvor et stort datacenter i Rødekro skal bygges.

PRESSEMEDDELELSE

Kære URS medlemmer, sponsorer og faste observatører

Det skal være nemmere at udnytte spildvarmen fra de kommende datacentre, herunder det største og senest tilkomne – Apples datacenter udenfor Aabenraa.

Derfor presser Udviklingsråd Sønderjylland (URS) nu på for at få folketingspolitikerne til at kigge på afgifterne på området.

“Der er både et stort miljømæssigt og erhvervsmæssigt potentiale i at udnytte industriel spildvarme i fjernvarmenettet. Både den megen spildvarme fra de kommende datacentre, men også overskudsvarme fra kølehuse og produktion. Det er ikke teknologien, der er barrieren – tværtimod. Det er lovgivningen.” siger formand for Udviklingsråd Sønderjylland, Leif Friis Jørgensen.

For at udnytte den megen overskudsvarme fra datacentrene og i industrien i fjernvarmen er det nødvendigt at varme den yderligere op fra 35-40 grader til cirka 60-70 grader. Det gøres mest effektivt og miljørigtigt ved at benytte store eldrevne varmepumper. Men elafgiften er så høj, at det p.t. ikke er rentabelt.

Sænk elafgiften på kollektive varmepumper

Derfor bakker Udviklingsråd Sønderjylland nu op om brancheorganisationen Dansk Fjernvarmes forslag om en sænkning af elafgiften på lige præcis kollektive varmepumper.

“Vi skal fremme store eldrevne varmepumper i fjernvarmen, fordi det er en klog måde at binde energisystemet sammen på. Sådan sikrer vi, at selskaberne kan udnytte den stigende mængde overskudsvarme, der blandt andet kommer fra de mange nye datacentre, men også fra industrien. Løsningen er, at gennemføre en smart og målrettet sænkning af elafgiften til kollektive varmepumper”, siger direktør for Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

Greentech-muligheder

En sådan afgiftsændring vil ikke blot være en gevinst for miljøet og energiudnyttelsen. Det vil også give de mange sønderjyske virksomheder inden for greentech nye muligheder.

“I Sønderjylland mener vi det, når vi vil være en Grøn Landsdel i 2030. Ikke blot i forhold til at mindske vores CO2-udledning, men også fordi vi vil udvikle det stærke, sønderjyske forretningsområde, der handler om at levere fremtidens grønne løsninger. En sænkning af elafgiften vil bidrage til den udvikling. Det vil understøtte udviklingen af nye teknologier inden for denne erhvervs- og vidensmæssige styrkeposition i Sønderjylland. Blandt andet i forbindelse med det nye Center for Industriel Elektronik i Sønderborg”, siger formand for Udviklingsråd Sønderjylland, Leif Friis Jørgensen.

På kommuneplan har de fire sønderjyske kommuner igangsat projekt ”Strategisk Energiplan” for at få et samlet billede af landsdelens energibehov, kilder og investeringer på området.

Delegation til Christiansborg

Mandag den 2. oktober, dagen før Folketingets åbning, drager en delegation af medlemmer fra Udviklingsråd Sønderjylland til Christiansborg for at mødes med en række syd- og sønderjyske folketingspolitikere.

På dagsordenen er overskudsvarmeproblematikken, men også emner som udflytning af statsjob, tiltrækning og fastholdelse af kvalificeret arbejdskraft, samt behovet for ny, vækstunderstøttende infrastruktur.

FAKTA

Der er to afgifter, der skaber barrierer for udnyttelsen af spildvarmen fra blandt andet datacentre. Den ene er den elafgift, der skal betales for at lade varmepumper videreopvarme spildvarmen til en temperatur, der kan bruges i fjernvarmenettet.

Den anden afgift er den såkaldte overskudsvarmeafgift, som dog ser ud til ikke at skabe flere fremtidige barrierer efter Skatteankenævnets seneste afgøre

Skatteankenævnet afgjorde i starten af september, at Facebooks datacenter i Odense kan blive fritaget for at betale den såkaldte overskudsvarmeafgift af værdien af den overskudsvarme, de vil forære væk til Fjernvarme Fyn.

Om Udviklingsråd Sønderjylland:

Udviklingsråd Sønderjylland er et offentligt-privat samarbejde mellem erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne, andre offentlige virksomheder, kommunerne og arbejdsmarkedets parter i Sønderjylland. Rådet arbejder for at gøre det mere attraktivt at bo, arbejde, uddanne sig og drive virksomhed i Sønderjylland. www.soenderjylland.dk

Borgmester i Aabenraa, Thomas Andresen og formand for Udviklingsråd Sønderjylland, Leif Jørgensen. Fotograferet på grund hvor et stort datacenter i Rødekro skal bygges.

Formand for Udviklingsråd Sønderjylland (URS), Leif Friis Jørgensen (TH.) og URS medlem, Borgmester i Aabenraa Kommune Thomas Andresen bakker op om Dansk Fjernvarmes forslag om at sænke elafgiften for kollektive varmepumper, så det bliver rentabelt at videreopvarme den megen overskudsvarme fra de kommende datacentre og den øvrige industri til brug i fjernvarmenettet. PR-fotos.

Yderligere kommentarer kan indhentes hos:

  • Formand for Udviklingsråd Sønderjylland (URS), Leif Friis Jørgensen: 29 25 06 10
  • Borgmester Thomas Andresen, Aabenraa Kommune, medlem af UdviklingsRåd Sønderjylland (URS): 40 15 45 50
  • Direktør i Udviklingsråd Sønderjylland, Claus Schmidt: 29 68 50 76