Danmarks vigtigste adgangsvej til Europa skal styrkes

UdviklingsRåd Sønderjylland (URS) kommer for første gang med et samlet og omfattende bud på, hvordan Danmarks vigtigste transportkorridor skal styrkes. En ny parallel motorvej fra E20 til grænsen, udbygning af jernbanenettet og en skarp opfordring til øget koordinering med vores tyske naboer er de mest markante indslag.

”Vi har med vantro kunnet konstatere, at de seneste to større infrastrukturforlig i Danmark stort set har negligeret, at Sønderjylland er den absolut vigtigste adgangsvej til Europa. Det gælder både for den økonomisk afgørende eksport af danske produkter, og når det gælder persontrafikken. Vi må tage det som udtryk for, at kendskabet til realiteterne har været begrænset i embedsværket og hos politikerne i København. Derfor har vi nu sammenfattet og dokumenteret forholdene i en vision for infrastrukturudviklingen i Sønderjylland. Dermed er risikoen for, at uvidenhed skal være grunden til fremtidig mangel på investeringer i vores område, forhåbentlig minimeret”, siger formanden for UdviklingsRåd Sønderjylland, Ole Daugbjerg.

Ole Daugbjerg tilføjer, at URS’ vision også omfatter et bud på prioriteringerne af de infra-strukturelle forhold internt i Sønderjylland og i grænseregionen som sådan:

”Vi har naturligvis også påpeget svagheder og muligheder for vores havne, vores lufthavn i Sønderborg samt ikke mindst de tværveje i området, der skal sikre pendling og transport af gods til og fra hovedfærdselsårerne”.

Næstformand i URS, borgmester Tove Larsen (S), Aabenraa Kommune, glæder sig ikke mindst over, at de fire kommuner, der udgør Sønderjylland, har fundet fælles fodslag i URS:
”Vi viser med en samlet vision for infrastrukturudviklingen i Sønderjylland, at vi ikke blot kan samarbejde på tværs af kommunegrænserne, men også at vi tror på, at det er i fællesskab, vi kan sikre fortsat udvikling i vores område. Erhvervslivet ser ikke meget på, hvor kommunegrænserne går, og derfor er det en fælles opgave at vise, at vi her i området både forstår og respekterer, hvad der skal til, for at vi kan få fornyet vækst”.
URS’ vision for infrastrukturen i Sønderjylland er udviklet med et grundigt blik på udviklingen syd for grænsen. Rapporten er blevet præsenteret den 24. juni for en række folketingspolitikere, der er valgt i Sydjyllands Storkreds, og den vil nu blive sendt til samtlige interessenter. Se rapporten Porten til Europa.