En fælles erhvervsprofil

Danmark har en global førerposition indenfor grøn industri, der forventes at skabe 94.000 nye job frem mod år 2035.

Det understøttes endvidere af, at danske pensionskasser, investeringsfonde m.m. er ved at øge deres andel af investeringer væsentligt inden for grøn produktion i jagten på økonomisk afkast.

Grøn Landsdel 2030 adresserer flere globale trends og markedsmuligheder. Driverne bag efterspørgslen på bæredygtighed er blandt andet urbanisering, regeringer og en stigende middelklasse. Alle verdensmålene er i et eller andet omfang relevante i Sønderjylland.

I den fremadrettede proces vil samtlige verdensmål blive vurderet i forhold til landsdelens forudsætninger for at levere bæredygtige produkter, services og kompetencer lokalt og globalt.

Grøn Landsdel 2030 er vores bidrag til, hvordan virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner og offentlige aktører de kommende år kan arbejde mere aktivt med at styrke udvikling og afsætning af produkter, services og kompetencer og partnerskaber, der løser flere af de udfordringer, FN’s verdensmål adresserer.

Med Grøn Landsdel 2030 vil vi inspirere og bidrage til, at Sønderjylland bliver en global bæredygtig vækstregion, hvor landsdelens eget energiforbrug, CO2 udledning, affaldsmængde og miljøpåvirkning reduceres som en naturlig del af økonomisk vækst.

Nedenfor er et udvalg af de verdensmål, hvor vi indledningsvis vurderer, at sønderjyske aktører har særlige forudsætninger for at levere bæredygtige lokale og globale løsninger:

Kender du til en god grøn case?

Grøn Landsdel 2030 er mere end bare en strategi – der er handling bag. Derfor samler vi løbende cases ind om virksomheder der gør en særlig indsats på bæredygtigheden. Det kan f.eks. være på områder som; energi, miljø, klima, transport, landbrug, osv.

Så hvis du kender til en virksomhed hvor der arbejdes med bæredygtighed, så giv dem noget anerkendelse herunder.

Sønderjylland – den grønne danske landsdel – er en meget interessant og vigtig landsdel med meget store potentialer. Det bliver man mindet om, når man læser denne fantastiske rapport om nogle meget intense og begivenhedsrige år, hvor denne landsdel for alvor blev grøn, og hvor landsdelen tog FN’s 17 bæredygtighedsmål til sig – og det i en imponerende og enestående grad.

Der står et sted i denne rapport: ”Situationen er uholdbar, men potentialet for mere bæredygtige produkter og produktionsprocesser er kæmpe stort”. En stille og rolig sætning med både alvorsfulde og håbefulde ord. Det er nemlig det, der er essensen: Vi befinder os, nationalt og globalt, i en alvorlig situation, og det tjener ingen formål at forsøge at benægte eller fordreje det. Det er der mange, der forsøger, men det er uforsvarligt og uklogt. Og over for det: Der er potentialer, der er muligheder – og de er mange og store. Vi skal begribe og gribe dem.

Med andre ord: Situationen er alvorlig, og der er håb. Det er essensen. Der er ingen som helst grund til at give op eller falde tilbage i mismod og passivitet. Tvært imod! Sønderjylland har enorme potentialer. Sønderjylland forbinder Danmark med Tyskland og Europa. Sønderjylland har industri-, energi-, transport-, innovations- og uddannelsesfaciliteter og –potentialer, som kan gøre denne del af Danmark og Europa til noget enestående – og det er ved at ske. Det er i fuld gang.

Takket være en enestående indsats og et enestående samarbejde mellem en række lokale aktører er det lykkedes at skabe en organisation, initiativer, projekter og indsatser, der er ved at revolutionere denne landsdel og gøre den til en storleverandør af løsninger til FN’s globale bæredygtighedsindsats. Man skal ikke tage for store ord i sin mund, men jeg påstår, at Grøn Landsdel er et fantastisk initiativ og projekt, og jeg har ved selvsyn og selvoplevelse flere gange været vidne til, hvordan dette projekt og dette initiativ har udviklet sig. Med udgivelsen af denne rapport gøres der status og det tydeliggøres for alle, hvad der er sket, hvilke potentialer og fremtidsinitiativer, vi står over for – og dermed også nogle håbefulde antydninger af, hvad der er i vente.

Det, der er i vente, er, hvad vi kan læse i visionen for landsdelen i 2030, nemlig Sønderjylland som en stærk global leverandør af produkter, services og kompetencer, der understøtter opfyldelsen af FN’s Verdensmål og skaber merværdi for alle medvirkende, herunder selvfølgelig kunder og leverandører. Det handler om at mobilisere landsdelens erhvervsstyrkepositioner, energi- og produktionsteknologi samt fødevare-, transport-, bygge- og boligsektorerne. Det handler om at etablere innovative partnerskaber mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige myndigheder.

Hermed mindes der om et andet begreb, der går igen og som er afgørende. Det er begrebet partnerskab. Man kan ikke realisere visionen om at blive en Grøn Landsdel 2030, hvis alle aktører og parter forbliver nede i deres egne skyttegrave og hytter deres eget. Man kommer ingen vegne uden samarbejde og partnerskaber – på kryds og tværs af gode gamle grænser og skel, herunder selvfølgelig partnerskaber mellem private og offentlige aktører.

Det er ikke småting, der er i støbeskeen. Og dette er ikke bare ord. Det er handling. Man bliver hele vejen igennem Grøn Landsdels historie og udvikling mindet om: Ord og visioner er vigtige, ja, uundværlige, men ikke tilstrækkelige. Der skal handling til og det er handling, som dette Sønderjyllandsinitiativ og -udsyn har været i stand til at mobilisere – og det i usædvanlig karakter og grad.

April 2018
Steen Hildebrandt
Ph.D. Professor emeritus og adjungeret professor

UdviklingRåd Sønderjylland