Investor Relations Manager med international erfaring skal trække investeringer til Sønderjylland

dec 19, 2024

Peer Slipsager har årtiers erfaring fra den internationale finansverden bag sig, når han i det nye år begynder som Investor Relations Manager i UdviklingsRåd Sønderjylland.

Her bliver Peer Slipsager ansvarlig for Invest in Sønderjylland, et nyt indsatsområde i UdviklingsRåd Sønderjyllands sekretariat, der skal identificere investeringsmuligheder og medvirke til at tiltrække bl.a. pensionskapital og midler fra kapitalfonde til relevante investeringer i landsdelen

– Jeg glæder mig til at bidrage til vækst og udvikling i Sønderjylland ved at tiltrække kapital og styrke landsdelens position som et attraktivt investeringsmiljø, siger Peer Slipsager, der efter flere årtier i udlandet er flyttet til Sønderjylland.

Stor erfaring fra ind- og udland

Peer Slipsager har senest arbejdet som strategisk rådgiver for landbrugsorganisationen Spiras og været interim direktør i fondsmæglerselskabet Agrocura A/S. Han har oprindeligt en baggrund som revisor hos KPMG og Beierholm, og har siden i en årrække arbejdet i udlandet med køb og salg af ejendomme og virksomhedsdrift i samarbejde med bl.a. udenlandske investeringsfonde. Han har desuden flere års erfaring som direktions- og bestyrelsesmedlem i finansielle virksomheder.

– Med en stærk og erfaren profil som Peer Slipsager ombord, kan vi sætte fuld fart på vores indsats med Invest in Sønderjylland. Og dermed få de sønderjyske investeringsmuligheder mere på radaren hos fx de danske pensionskasser, siger direktør for UdviklingsRåd Sønderjylland, Claus Schmidt.

Investeringer kommer hele landsdelen til gavn

Sønderjylland ligger attraktivt som port til resten af Europa med både motorvej, havn og lufthavn. Samtidig er landsdelen hjemsted for et stort antal private virksomheder, både store og små, der kan have glæde af flere investeringer i landsdelen. En øget interesse for at investere i landsdelen vil være til gavn for hele Sønderjylland på tværs af erhvervsliv, kommuner og uddannelsesinstitutioner.

– Styrken i UdviklingsRåd Sønderjylland er det private-offentlige samarbejde og vi ser i bestyrelsen meget frem til, også med dette nye indsatsområde, at trække på samme hammel til gavn for den sønderjyske udvikling, siger formand for UdviklingsRåd Sønderjylland, Jesper Arkil fra Arkil Holding A/S.

Peer Slipsager tiltræder stillingen som Investor Relations Manager i UdviklingsRåd Sønderjyllands sekretariat i januar 2025.