URS, Trekantområdet og sydjyske borgmestre: Fremryk Ny Midtjysk Motorvej mellem Haderslev og Billund

okt 7, 2026

Etableringen af en Ny Midtjysk Motorvej mellem Haderslev og Billund vil styrke hele Syddanmark. I et åbent brev opfordrer Udviklingsråd Sønderjylland, Trekantområdet og ti sydjyske borgmestre derfor regeringen til at fremrykke etableringen af strækningen mellem Haderslev og Billund.

En stærk og sammenhængende infrastruktur er en afgørende forudsætning for et velfungerende arbejdsmarked og for den fortsatte sammenhængskraft, vækst og udvikling i Sydjylland.

Regionen oplever i disse år både en stigende mangel på arbejdskraft, en øget pendling og et voksende pres på E45 gennem Sønderjylland og Trekantområdet. Derfor er der behov for at styrke vejnettet og skabe flere robuste forbindelser.
I det åbne brev til by-, land- og transportminister Signe Munk, partiernes transportordførere og Folketingets Transportudvalg pointerer Udviklingsråd Sønderjylland, Trekantområdet og de ti sydjyske borgmestre, at etableringen af Ny Midtjysk Motorvej mellem Haderslev og Billund blandt andet vil:

  • Aflaste E45 og vejnettet i Trekantområdet
  • Sikre en mere robust nord-sydgående vejforbindelse i Syddanmark
  • Forbedre fremkommeligheden for person- og godstransport
  • Reducere rejsetiden for pendlere og godstransport
  • Styrke virksomhedernes adgang til arbejdskraft
  • Understøtte bosætning, turisme og erhvervsliv
  • Udvide kundegrundlaget for turist- og oplevelsessteder i Sydjylland

Sønderjylland og Trekantområdet er en central del af Jyllandskorridoren, der forbinder Skandinavien med resten af Europa. Korridoren er rygraden i den danske gods- og persontransport til og fra det europæiske kontinent.

Omkring 60 procent af de lastbiler og personbiler, der kører ind og ud af Danmark, passerer den dansk-tyske grænse. Samtidig er Trekantområdet et centralt trafikknudepunkt, hvor E20 og E45 mødes, og tusindvis af virksomheder i Danmarks Produktionscentrum er afhængige af en velfungerende infrastruktur.

Etablering af Ny Midtjysk Motorvej er en statslig investering i mobilitet og sammenhængskraft, der styrker rammerne for både bosætning og vækst i kommuner, erhvervsliv og turismen i hele Syddanmark.