Salen i den Holstenske Lade på Gram Slot var fyldt da Business Power ’24 slog dørene op til en dag med skarpe oplæg og mange netværkspauser. Med 325 solgte billetter kunne Sønderjyllands store erhvervsevent den 23. maj melde udsolgt. I løbet af dagen fik deltagerne både helt konkrete tips, overraskende perspektiver og tankevækkende input, alt sammen under teamet ”Social ansvarlighed er benhård business”.
Ingen spørgsmål er for dumme
Administrerende direktør i Lindab Group, Heino Wolter Juhl var som første oplægsholder på scenen klar med et bud på, hvordan Lindab er lykkedes med at have en høj medarbejdertilfredshed.
Årsagerne er blandt andet psykologisk tryghed på arbejdspladsen, hvor ansatte kan spørge om alt og bliver taget alvorligt. Samtidig er der plads til at utilfredse ansatte også får lov til at lufte deres synspunkter. I 2021 blev Lindab kåret som Danmarks bedste arbejdsplads for seniorer og i 2024 kåret som Danmarks 20’ bedste arbejdsplads i kategorien af virksomheder med 50-499 medarbejdere af Great Place To Work.
Åben ikke din indre dåsecola ud over andre
Ekspert i kommunikation og konflikthåndtering, Rune Strøm gav konkrete værktøjer til at forbedre både personlige og professionelle relationer. Vær opmærksom på at du ikke lader dine ophobede vrede og frustrationer sprutte ud over andre mennesker som en rystet coladåse. Husk jævnligt at tømme din egen skraldespand af frustrationer og vrede og hæld den ikke ud over andre. Endelig så opfordrede Rune Strøm publikum til at huske på, at det er let at tale forbi hinanden og skabe frustration, hvis man ikke er klar over, at man ser elefanten (sagen) fra forskellige synsvinkler.
Gør arbejdet meningsfuldt i sig selv
Lad vær med at skrive højtravende jobannoncer, når I søger nye medarbejdere. Jobannoncer med indhold som ingen alligevel kan leve op til, lød det fra forfatter, samfundsdebattør og professor i psykologi, Svend Brinkmann. Han pointerede at det er vigtigt, at arbejdet i sig selv giver mening og tilfredsstillelse, for undersøgelser viser at de fleste mennesker er lykkeligere, når de står i kø i supermarkedet end når de er på arbejde. Faktisk er det kun når vi ligger syge i sengen derhjemme at vi generelt er mindre lykkelige end når vi er på arbejde. Derfor er det afgørende at arbejdet i sig selv er meningsfuldt, lød opfordringen fra Brinkmann, der citerede Freud for at have sagt at “mennesket er det eneste levende væsen, der kan blive syg af ikke at opleve mening”.
Enten er du bevidst inkluderende eller ubevidst ekskluderende
Dagens sidste og mest overraskende indlæg stod svenske Caroline Farberger for. Caroline Farberger er født mand og var CEO for et stort svensk forsikringsfirma, da hun en torsdag eftermiddag gik hjem som Carl Farberger, smed skjorten og habitjakken og næste morgen mødte op som Caroline Farberger iført kjole, makeup og høje sko.
Med erfaringer som både mandlig og kvindelig CEO pegede Caroline Farberger på vigtigheden af, at være opmærksom på sin ubeviste bias overfor andre mennesker. Som leder er man først inkluderende når man lytter og gør brug af de forskellige kompetencer i virksomheden. Det er ikke nok blot at have både mænd og kvinder ansat. Man skal være bevidst inkluderende for ikke at være ubevidst ekskluderende, fastslog Caroline Farberger, der selv havde erfaret at hendes mere inkluderende ledelsesstil havde givet mærkbare resultater på virksomhedens bundlinje, mere innovation og bedre forretningsmæssige beslutninger.
Køb allerede nu en billig billet til næste år
Business Power var i år arrangeret af Haderslev Erhvervsråd. Bag konceptet står Haderslev Erhvervsråd, Sønderborg Vækstråd, Aabenraa Erhvervsforening, Tønder Erhvervsråd og UdviklingsRåd Sønderjylland.
Du kan allerede nu købe billet til næste års Business Power. Det bliver den 8. maj 2025 i Sønderborg.
Frem til den 7. juni kan du købe en EARLY BIRD billet til bare 549 kr.
Køb din billet her: Business Power – Business Power (business-power.dk)