Debatindlæg: Et stærkere erhvervsliv gennem styrket uddannelse

dec 20, 2020

Et stærkere erhvervsliv gennem styrket uddannelse 

Af Direktør Leif Friis Jørgensen, Naturmælk, formand UdviklingsRåd Sønderjylland (URS),  Borgmester Thomas Andresen, Aabenraa Kommune, næstformand UdviklingsRåd Sønderjylland (URS), Direktør Finn Karlsen, EUC Syd, Direktør Carsten U. Eriksen, Det blå Gymnasium Tønder, og Rektor Jeppe Kragelund, Alssundgymnasiet Sønderborg.

Erhvervslivet i Sønderjylland har behov for et bredt lokalt uddannelsesudbud med høj kvalitet, for at vi kan sikre en fremadrettet positiv udvikling i vores landsdel, med kvalificeret arbejdskraft i både den private og offentlige sektor. For uden et bredt uddannelsesudbud med høj kvalitet risikere vi, at den lige linje fra grundskole til ungdomsuddannelser, og videre til arbejdsmarkedet eller videregående uddannelse svækkes. Det kan betyde at vi står og mangler den nødvendige arbejdskraft i fremtiden.

Ungdoms- og voksenuddannelserne er nøglespillere i at føre unge og voksne fra grunduddannelse og videre direkte til arbejdsmarkedet eller videre i uddannelse. Det gør vi med glæde og faglig stolthed hver eneste dag, men det kræver også tilstrækkelige rammer, især hvis der også i fremtiden skal være et bredt uddannelsesudbud i hele Sønderjylland.

Siden oktober måned har folketingets partier forhandlet om et nyt taxametersystem. Hvordan det bliver skruet sammen, er vigtigt for de sønderjyske ungdoms- og voksenuddannelsers fremtid.

Vi er meget glade for de mere end 400 mio. kr. uddannelsessektoren samlet fik tilført med finansloven. Det er et tiltrængt løft for uddannelsessektoren på den korte bane, men nu skal den længere udvikling også sikres.

Derfor skal folketingets partier, når de vender retur fra en velfortjent juleferie, lave en aftale om nyt taxametersystem, som sikrer en robust økonomi når elevtallet falder de kommende år. Hvis ikke det sker, vil der sandsynligvis blive lukket uddannelsestilbud og der vil ikke længere være et bredt uddannelsesudbud med høj kvalitet i Sønderjylland.

Det budskab står vi, UdviklingsRåd Sønderjylland, der repræsenterer private og offentlige arbejdspladser i hele Sønderjylland, og ungdomsuddannelser på tværs af farve på studenterhuerne og svendebreve, sammen om. Får vi ikke den robuste økonomi der er nødvendig, kan det få alvorlig betydning for adgangen til arbejdskraft i fremtiden.

Indlægget er bragt i JydskeVestkysten den 28. december 2020 i forlængelse af denne annonce.