Fælles sønderjysk bo- og jobmesse får BHJ Fondens Initiativpris 2024

okt 31, 2024

BHJ Fondens Initiativpris 2024 på 75.000 kroner er blevet tildelt den fælles sønderjyske bo- og jobmesse.
Prisen blev uddelt på UdviklingsRåd Sønderjyllands topledermøde i Sydbank den 24. oktober 2024.
Her begrundede formand for BHJ Fonden, Peder Damgaard tildelingen af prisen med, at bo- og jobmessen er til gavn for hele Sønderjylland.

– Initiativet som prisen går til i år, vil dermed forhåbentlig gavne bosætningen i vores fire sønderjyske kommuner, og dermed også skaffe arbejdskraft til vores virksomheder og flere elever til vores uddannelsesinstitutioner, understregede Peder Damgaard.

Mange børnefamilier besøgte messen
Over 600 besøgende lagde vejen forbi da de fire sønderjyske kommuner og UdviklingsRåd Sønderjylland den 13. september 2024 afviklede den første fælles sønderjyske bo- og jobmesse. 70 sønderjyske virksomheder stod klar for at tale job- og karrieremuligheder med de mange besøgende der kom fra Danmark, Tyskland og Holland. Bandt dem var mange børnefamilier.

På messen kunne mulige tilflyttere også få inspiration og information om fx fritidsliv, huskøb, skoler og skatteforhold ved de omkring 30 informationsstande.

Pris skal understøtte markedsføringen
BHJ Fonden pris på 75.000 kroner bliver tildelt bo-og jobmessen med henblik på at understøtte markedsføringen af messen fremadrettet. Det er BHJ Fondens formål at bidrage til at fremme udviklingen i Sønderjylland. Fondens Initiativpris bliver hvert år uddelt i forbindelse med et af UdviklingsRåd Sønderjyllands topledermøder.

Fotos: Lene Esthave