Generalforsamling med opfordring til kommende regering: Styrk Sønderjylland

mar 23, 2026

Medlemmerne i UdviklingsRåd Sønderjylland var mandag samlet til årets generalforsamling. Her gennemgik formand for UdviklingsRåd Sønderjylland, Jesper Arkil det seneste års arbejde med bl.a. interessevaretagelsen af Sønderjylland.

I sin beretning kom han med en klar opfordring til en kommende regering og et nyt folketing.

– Der er behov for hjælp fra Christiansborg. Vi har brug for at man fra politisk side prioriterer vores landsdel. At man fra politisk side tør tage de nødvendige skridt for at sikre, at Danmark kommer i balance. For det er ikke bare et politisk slogan, som i øvrigt er blevet brugt af en række forskellige partier gennem årene. Det er en nødvendighed at man fra Christiansborg får løst den stigende skævhed mellem by og land. Og det kræver mere end små lappeløsninger hist og her. Der er brug for en klar ramme for, hvordan man retter op på skævheden og sikrer at fx en landsdel som Sønderjylland fortsat kan vækste og udvikle sig, fastslog Jesper Arkil på generalforsamlingen.

Tæt sønderjysk samarbejde løfter landsdelen

Skelet mellem landets største byer og landsdele som Sønderjylland bliver fortsat større. Den demografiske udvikling betyder bl.a. at der bliver færre unge i landsdelen, mens der samtidig bliver færre i den arbejdsduelige alder. Derfor er det vigtigere end nogensinde at stå sammen i UdviklingsRåd Sønderjylland for at sikre vækst og udvikling, understregede Jesper Arkil i sin tale.

– Vi vil ikke finde os i et Sønderjylland der risikerer afvikling. Vores Sønderjylland skal vækste og udvikle sig, og når jeg ser mig omkring, så blomstrer initiativerne også overalt i landsdelen: Fra bosætning, iværksætterhjælp, nye turist fyrtårne, tiltrækning af erhverv og grøn omstilling. Vi bøjer os ikke i vinden, vi skaber selv udvikling og vækst, sagde Jesper Arkil.

I sin beretning fastslog formanden også at det tætte samarbejde på tværs af kommuner, uddannelser og erhverv i UdviklingsRåd Sønderjylland er en stor styrke for landsdelen. Samarbejdet gør det muligt at tale med en stemme mod Christiansborg på vegne af en landsdel, der selv gør hvad den kan for at udvikle sig.

Sønderjylland står sammen om at skabe vækst og udvikling

– Vores stærke erhvervsklynger, de store globalt orienterede virksomheder og de mange SMV’er skaber økonomisk vækst og udvikling til gavn for hele landet. Vi har uddannelsesinstitutioner i landsdelen, der konstant arbejder hårdt på at tilpasse og udvikle sig og være attraktive overfor de unge, også selv om arbejdet foregår i en strid modvind af den demografiske udvikling med færre unge, der betyder færre penge til skolerne. Vores fire sønderjyske kommuner arbejder tæt sammen her i URS og selv om de har hver deres forudsætninger, styrker og udfordringer, så er der et overordnet fælles ønske om at stå sammen om at skabe vækst og udvikling i Sønderjylland, sagde Jesper Arkil i talen.  

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Jesper Petersen (S) ledte som dirigent, forsamlingen gennem dagsordenen. Efter den formelle del af mødet var afviklet, delte Jesper Petersen sine betragtninger om Sønderjyllands udfordringer og muligheder set fra Christiansborg.