I teknologiens varme hænder

okt 9, 2014

Et nyt kursusforløb skal formidle ny viden om velfærdsteknologi til kommunale medarbejdere i de fire sønderjyske kommuner.

De fire sønderjyske kommuner samarbejder omkring velfærdsteknologi i netværket VT Syd. Når velfærdsteknologiske hjælpemidler er designet og konstrueret, så de matcher borgernes behov, kan de gøre en stor forskel i hverdags- og arbejdslivet.  Velfærdsteknologiske hjælpemidler er i spil for at hjælpe mennesker i alle aldre med at leve et selvstændigt og aktivt liv til trods for forskellige udfordringer og begrænsninger.

Velfærdsteknologiske løsninger skal give borgerne større frihed, selvstændighed, værdighed og samtidig frigøre tid for medarbejderne til at løse mere komplekse opgaver.

Mange medarbejdere i de fire kommuner arbejder med velfærdsteknologi, og det stiller krav om ny viden og nye kompetencer. Derfor har VT Syd i samarbejde med Social- og Sundhedsskolen Syd (Aabenraa) udviklet et kursusforløb for 80 medarbejdere på tværs af de fire kommuner.

– Det har stor værdi, at kunne trække på andres viden og erfaring med velfærdsteknologi og derfor er det en tillægsgevinst ved kurset, at kursisterne kan danne netværk på tværs af kommunerne. Det understøtter vi ved at blande holdene, så man kommer til at kende medarbejderne fra de andre kommuner. Hvorfor selv opfinde den dybe tallerken, hvis nabokommunen allerede har gjort det, siger Mette Flintholm Fink, der er projektleder for velfærdsteknologi i Sønderborg Kommune.

Der er planlagt fire kursusforløb, og det første forløb på tre dage startede den 7. oktober.

Udover de fire sønderjyske kommuner består VT Syd af Sygehus Sønderjylland, Center for Hjælpemidler og Kommunikation, AluCluster, DELTA samt UdviklingsRåd Sønderjylland, der koordinerer indsatsen i netværket.