Nye samarbejder og partnerskaber, der kan skabe et endnu stærkere Sønderjylland, var overskriften da medlemmerne den 18. august var samlet til møde på EUC Syd i Sønderborg.
Økonomiminister Stephanie Lose (V) deltog i medlemsmødet og gav et oprids af de aktuelle tiltag, der skal være med til at sikre en bedre balance i Danmark
Stephanie Lose delte bl.a. sine perspektiver på fremtidens uddannelseslandskab, arbejdskraft og erhvervsliv, og understregede nødvendigheden af det stærke samarbejde på tværs af kommunegrænser og erhvervsliv.
Sønderjysk universitet er et internationalt trækplaster
På mødet gav rektor for SDU, Jens Ringsmose indsigt i, hvordan et styrket samarbejde mellem det sønderjyske erhvervsliv og SDU i Sønderborg kan være med til at udvikle landsdelen.
SDU i Sønderborg er i dag en international succes, der tiltrækker talenter fra hele verden, og op mod 80 procent bliver efterfølgende en del af det danske arbejdsmarked – især i Sønderjylland.
Jens Ringsmose pointerede at både undervisnings- og forskningsniveauet på campus i Sønderborg er højt, og de studerende er dygtige på STEM-fag. De internationale studerende kan derfor tilføre stor værdi til det sønderjyske erhvervsliv – både som studentermedhjælpere og færdiguddannede.
Han opfordrede afslutningsvis til at deltage i det fyraftensmøde, som SDU og UdviklingsRåd Sønderjylland holder den 1. oktober på SDU i Sønderborg. Her fortæller bl.a. virksomheder om deres erfaringer med internationale studerende.
Partnerskab sender vigtigt signal til landsdelens unge
Direktør på EUC Syd, Dan Zielke præsenterede Partnerskabsaftale Sønderjylland, der efterfølgende blev underskrevet af formand for UdviklingsRåd Sønderjylland, Jesper Arkil, Dan Zielke og de fire direktører for de sønderjyske erhvervsråd.
Aftalen sender et klart signal til landsdelens unge: Det sønderjyske erhvervsliv står bag EUC Syd og er med til at sikre stærke, faglige uddannelser og tætte bånd til arbejdsmarkedet
Foto: Hylleberg Vision


















