Over 600 besøgende fra ind- og udland lagde vejen forbi den sønderjyske bo- og jobmesse sidste år. Nu gentager de fire sønderjyske kommuner og UdviklingsRåd Sønderjylland, succesen.
Den 19. september 2025 slår den sønderjyske bo- og jobmesse igen dørene op fra kl. 12.00-15.00.
I år er målet at tiltrække flere tyskere og danskere til området, men også styrke tilknytningen af de borgere, der allerede bor i Sønderjylland og er på jagt efter det næste job.
Hvis din virksomhed også vil være med til at brande Sønderjylland, og landsdelens mange job- og karrieremuligheder, kan du se hvordan I tilmelder jer, nederst i artiklen.
Mange kvalificerede kandidater på sidste års messe
En af de virksomheder, der sidste år var hurtig til at tilmelde sig bo-og jobmessen 2024, var HM Systems i Haderslev. På messen i Gråsten sidste år havde Service & Aftermarket Director, Morten Heesch travlt med at tale med interesserede.
– Der var et højt niveau og mange kvalificerede kandidater iblandt. Det var meget bedre end vi havde turde håbe på, og der er ingen tvivl om, at vi tager med på den næste sønderjyske messe, sagde Morten Heesch efterfølgende.
Virksomheder får mulighed for at netværke
De fire sønderjyske kommuner og Udviklingsråd Sønderjylland står for planlægningen af messen og afholder udgifter til både halleje, forplejning og markedsføring.
Det er derfor gratis at deltage, og virksomheder får stillet et cafébord til rådighed, hvor der kan suppleres med roll-up og eget informationsmateriale.
Da målgruppen både er danskere og tyskere er det en fordel, at virksomhedens personale på messestanden taler begge sprog.
Ny hjemmeside skal vise interesserede vej
Flere virksomheder gav sidste år udtryk for at de gerne ville styrke netværket blandt de øvrige deltagende virksomheder. I år får virksomheder derfor adgang fra kl. 10.00, hvor der er mulighed for at gøre standen klar samt møde de øvrige virksomheder over en brunch, inden dørene bliver åbnet for de besøgende kl 12.00.
På messen, vil der ligesom sidste år, være en række stande med fx ejendomsmæglere, advokater, banker og diverse kommunale tilbud. Det er planlagt, at bo- og jobdelen får tildelt hver sin hal.
Du kan læse mere om den sønderjyske bo- og jobmesse på den nye fælles hjemmeside, der blandt andet skal gøre det lettere for interesserede tilflyttere at finde information om bo- og jobmessen og de fire sønderjyske kommuner: Bo- og Jobmessen – Flyt til Sønderjylland
Du kan tilmelde virksomheden ved at skrive til boogjobmessensoenderjylland@aabenraa.dk.
Har du spørgsmål om messen kan du kontakte Maria Heesch på 23 44 14 65.
