Udviklingen af grønne kompetencer hos virksomheder, uddannelsesinstitutioner og studerende i Sydjylland får nu hjælp fra EU.
Det er den store sydjyske erhvervsfyrtårnssatsning inden for grøn energi og sektorkobling, der via Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har fået tildelt 15 mio. kr. af REACT-midlerne fra EU’s Socialfond. Det er en styrkelse af de eksisterende sydjyske indsatser, som skal tiltrække arbejdskraft og understøtte udviklingen af det sydjyske erhvervsfyrtårn.
Work-live-stay, som er overordnet ansvarlig for projektet, har mange års erfaring med tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft i Sydjylland – og teamer i projektet op med stærke kompetencer; Trekantområdet Danmark, UdviklingsRåd Sønderjylland, Business Esbjerg og Copenhagen Capacity.
”Vi får nu en enestående mulighed for at stille skarpt på de kompetencer og den arbejdskraft, der skal styrke virksomhederne og Sydjyllands samlede position som nationalt fyrtårn inden for grøn energi og sektorkobling. Vi har på samme tid et blik på den korte, den mellemlange og den helt lange bane. Vi tiltrækker kompetent international arbejdskraft, efteruddanner medarbejdere i sektoren og styrker både erhvervs- og videregående uddannelser i Sydjylland”, siger direktør i work-live-stay, Iben Arvad Hansen.
Projektet starter d. 1. marts. Det løber frem til juni 2023 og består af fire hovedaktiviteter, hvor partnerne har hovedansvaret for én hver.
Trekantområdet Danmark har ansvar for aktiviteter, der i sidste ende øger optaget på videregående uddannelser, der er relevante for den grønne energibranche.
”Vi har brug for mange flere højtuddannede medarbejdere, der kan drive den grønne omstilling. Vi kommer derfor til at sætte fokus på, hvordan vi langt bedre matcher de sydjyske virksomheders kompetencebehov med de videregående uddannelser i Sydjylland. Og vi sætter alle sejl til for at synliggøre de fantastiske karrieremuligheder og dermed gøre de relevante uddannelserne endnu mere attraktive, siger direktør i Trekantområdet Danmark”, Morten Rettig.
UdviklingsRåd Sønderjylland har ansvaret for at udvikle samarbejde og indsatser, der skal øge optaget og styrke trivslen på de sydjyske erhvervsuddannelser. Målet er at få endnu flere skoleelever i Sydjylland til at vælge en erhvervsuddannelse, der kan bruges indenfor grøn energi og sektorkobling.
”Den faglærte arbejdskraft spiller en afgørende rolle for, at vi i Sydjylland kan fastholde og udbygge vores styrkepositioner inden for grøn energi og sektorkobling. Det er vigtigt, at vi i et tæt samarbejde med fx forældre, elever, virksomheder og erhvervsskolerne viser flere unge, at de også kan blive en vigtig del af den grønne omstilling, når de tager en erhvervsuddannelse”, siger direktør for UdviklingsRåd Sønderjylland, Claus Schmidt.
Business Esbjerg har ansvaret for at tilbyde håndholdt kompetenceudvikling inden for grøn energi til relevante små og mellemstore virksomheder i Sydjylland.
”Med udgangspunkt i virksomhedernes behov vil vi arbejde med at om- og opkvalificere deres nuværende arbejdskraft til den grønne omstilling, for eksempel i forhold til Havvind, Power-to-X og sektorkobling. Derudover er der et særskilt behov for, at virksomhederne får endnu bedre mulighed for at styrke deres digitale kompetencer i forhold til grøn omstilling”, siger direktør i Business Esbjerg, Susanne Nordenbæk.
Projektet indeholder også et digitalt uddannelsesforløb specifikt målrettet til udvalgte SMV’er, der arbejder med innovation inden for grøn energi og sektorkobling. Forløbet udvikles i et samarbejde mellem SDU, AAU, DTU og Center Danmark.
Copenhagen Capacity har sammen med work-live-stay ansvaret for at tiltrække og fastholde relevant international arbejdskraft til Sydjyllands grønne brancher – og for at bygge et tydeligt brand for Sydjyllands erhvervsfyrtårn inden for grøn energi og sektorkobling.
”Vores to organisationer arbejder i forvejen tæt sammen om at tiltrække udenlandsk arbejdskraft gennem det landsdækkende ’Talent til Danmark’ initiativ. Nu kan vi målrette vores ekspertise for at sikre, at det sydjyske fyrtårn får adgang til de kompetencer, der er brug for. Verden skal kende Sydjylland som en foregangsregion inden for grønenergi og som en attraktiv karrieredestination. Vi kan ikke vente med at komme i gang”, siger Nikolaj Lubanski, COO i Copenhagen Capacity.
Formand for vækstteamet og CEO i Semco Maritime, Steen Brødbæk, glæder sig også over tildelingen:
”Adgang til kvalificeret arbejdskraft er fundamentet for at lykkedes med grøn energi og sektorkobling ude i virksomhederne, og derfor er Komiteen for Fyrtårnet i Sydjylland meget tilfredse med at vi også er lykkedes med at rejse midler til denne del af vores indsats”.
Kontaktoplysninger til brug for pressen:
Iben Arvad Hansen, mobil 20 30 83 82
Morten Rettig, mobil 21 17 49 57
Claus Schmidt, mobil 29 68 50 76
Susanne Nordenbæk, mobil 29380839
Nikolaj Lubanski, mobil 22 16 15 11
Steen Brødbæk, mobil 20 80 98 00
Bo Nørregaard Jørgensen, SDU, mobil 29 12 57 78