Der var klima og adgang til arbejdskraft på programmet, da Udviklingsråd Sønderjylland tirsdag den 26. oktober bød 80 gæster velkommen på Hotel Harmonien i Haderslev.
Gæstelisten var en god blanding af topledere fra erhvervsliv, politik, uddannelser og organisationer, da URS tirsdag den 26. oktober afholdt deres årsdag. Blandt de deltagende var borgmestre fra flere af de sønderjyske kommuner, som havde taget en kort pause fra kommunalvalgkampen for at deltage. Også fremmødt var en håndfuld af de lokalt valgte folketingspolitikere. De var alle samlet for at høre oplæg om Sønderjyllands bidrag til klimaløsninger og adgangen til arbejdskraft i landsdelen.
Efter en kort introduktion til URS’ Vision 2030 fra formand og næstformand for URS, Direktør for Naturmælk Leif Friis Jørgensen og Borgmester i Aabenraa Kommune Thomas Andresen, havde Tænketanken Mandag Morgen et indlæg om omstillingspotentialerne for klima, digitalisering og uddannelse i Sønderjylland.
Efterfølgende indtog Prorektor fra SDU og medlem af URS, Sebastian Mernild, scenen. Han præsenterede en række resultater fra hans arbejde i FN’s Klimapanel (IPCC) og et indblik i nødvendigheden af klimaløsninger, samt mulighederne for arbejdet imod den grønne omstilling i Sønderjylland. Indlægget afledte en livlig debat og ansporede en lang række spørgsmål og kommentarer til de praktiske løsninger for virksomheder, organisationer og politikere.
De fremmødte blev endnu engang inspireret, da medlem af URS og Administrerende Direktør Jesper Arkil fra Arkil Holding A/S gav dagens sidste oplæg. Med udgangspunkt i bygge-og entreprenørbranchen udfordrede Arkil udbudsregler og lagde op til nye løsningsmodeller for udfordringerne med arbejdskraft, samarbejder og partnerskaber i Sønderjylland.
Afslutningsvis uddeltes BHJ Fondens Initiativpris til fire ekstraordinære initiativer til gavn for det sønderjyske arbejdsmarked. Formanden for BHJ Fonden, Peder Damgaard, og bestyrelsesmedlem, Maibritt Jacobsen, overrakte priserne til: V. Å. Gram, Kjelkvist A/S, Senior Erhverv Sønderjylland og Projekt Unge på Toppen.
Kontaktinfo:
UdviklingsRåd Sønderjylland
Direktør Claus Schmidt
Mobil: +45 2968 5076
Email: cs@soenderjylland.dk