De fælles sønderjyske mærkesager kommer op i gear fra 1. februar 2023 med ansættelsen af Journalist Cathrine Reinert.
”Vi oplever et stigende behov for at der sættes fokus på barrierer og muligheder, der skal gøres noget ved eller gribes”, udtaler Direktør Claus Schmidt, UdviklingsRåd Sønderjylland (URS). ”Derfor glæder det os, at Cathrine Reinert har sagt ja til at styrke vores interessevaretagelse og kommunikation”, fortsætter Claus Schmidt. Cathrine Reinert bliver Kommunikations- og Public affairs rådgiver for et stærkt sønderjysk partnerskab, hvor 36 topledere fra erhvervsliv, kommuner og uddannelser trækker i samme retning. Fx med mærkesager indenfor arbejdskraft, uddannelser, grøn omstilling og infrastruktur, der kan gøre Sønderjylland endnu mere attraktivt for virksomheder, arbejdskraft, studerende og bosætning.
“Sønderjylland er et stærkt brand. Så det er med stor ydmyghed og stolthed, at jeg tiltræder stillingen. Sønderjylland har en stor koncentration af veletablerede og stærke virksomheder, og med dem i ryggen sammen med de fire sønderjyske kommuner og uddannelsesinstitutionerne, er jeg overbevist om, at vi sammen får skabt endnu mere synlighed”, udtaler Cathrine Reinert. Cathrine har tidligere arbejdet som radiovært, på TV2 News samt senest for Business Kolding og Kolding Kommune.
UdviklingsRåd Sønderjylland er talerør for fælles mærkesager, aktiv partner i strategiske erhvervsprojekter og synliggør mulighederne for virksomheder, arbejdskraft og studerende i Business Region Sønderjylland. Der er 36 medlemmer og foreningens formand er Bestyrelsesformand Jesper Arkil, Arkil Holding A/S og næstformand er Borgmester Erik Lauritzen, Sønderborg Kommune. Foreningens arbejde finansieres af de sønderjyske kommuner samt private fonde og virksomheder.
Yderligere oplysninger:
Direktør Claus Schmidt, UdviklingsRåd Sønderjylland (URS), mobil 29 68 50 76.